Endelig!
Hende med de dårlige bryster
Så skete det endelig. I går kom hun ud, hende den længe ventede lille tøs. Helt lille er hun nu ikke: 4500 gram. Og bare lige så ingen er i tvivl: Hun er den skønneste unge der nogensinde har set dagens lys. Så fik vi det på det rene.
Min kone og jeg har pludselig fået nye identiteter: Vi er mødre. Så i stedet for at være hende med den dårlige sædkvalitet er jeg nu blevet forfremmet til hende med de dårlige bryster. Men det er nu ikke udelukkende en skidt ting; til gengæld er min kone nemlig hende med de gode bryster, og det er jo ikke så ringe.
Indtil i går havde jeg aldrig prøvet at holde et nyfødt spædbarn. I dag jonglerer jeg hende rundt på én arm mens vaskemaskinen tømmes med den anden. Det går åbenbart ret hurtigt. Måske man alligevel havde gemt lidt barneplejegener et eller andet sted i den der gensuppe der udgør min ellers ikke voldsomt moderlige personage.
Det var dejligt at se hvor alment accepterede homoseksuelle er blevet. Ingen på sygehuset lod til at synes at der var noget mærkeligt i at sige tillykke til en nybagt kvindelig far. Jeg opførte mig sikkert også akkurat ligesom alle de andre nybagte fædre. Vel hjemme igen føler jeg mig nu ikke specielt hverken faderlig eller moderlig. Tror jeg. Jeg ved ikke hvordan det er meningen at det skal føles. Jeg er bare vild med hende. Hun er fantastisk. Tænk engang, hun kan allerede lave grimasser der med en hel del god vilje godt kan fortolkes som et smil! Det er da dygtigt.
Når hun engang holder op med at producere sorte lavasøer i sin ble, vinder hun nok en Nobelpris.
