Hver 10. kvinde slanker sig før sommerferien
Hver tiende kvinde slanker sig, før de hopper i bikinien. Blandt mændene er der knap så mange skrupler, inden badebuksen trækkes på. Det er sæson for at støve bikini og badebukser af og tage på ferie med pool, strand og solslikkeri.
Men inden de danske kvinder vover sig ud i bikini og badedragt, er der tilsyneladende nogle kilo, der lige skal rådes bod på.
Hver tiende kvinde (11 pct.) slanker sig nemlig op til sommerferien, så de er klar til at hoppe i badetøjet uden alt for mange kilo på sidebenene.
Historien blandt mændene er dog tilsyneladende en helt anden. Blot 2 pct. af de mandlige deltagere i undersøgelsen fortæller nemlig, at de går over til gulerødder og postevand, så de er badebuks-klar, når sommerferien skydes i gang.
Det viser en undersøgelse foretaget af hoteleksperten Hotels.com blandt 1.197 danskere fra hele landet.
Kvinder slanker sig, mænd spiser is og opbygger muskler
Mens kvinderne altså dyrker Paleo-kure og klidkiks i tiden op til sommerferien, nyder mændene tilsyneladende en ekstra is i sommersolen. Og dette kommer ikke bag på Hotels.com, som står bag undersøgelsen:
”Kvinder er bare mere selvkritiske, når det gælder udseendet. Vi kan ikke ligge ved siden af en pæn pige ved hotelpoolen uden at trække maven ind. Det problem er der ikke så mange mænd, der har,” mener Yvonne Bonanati fra Hotels.com.
Undersøgelsen viser dog også, at der er lidt flere mænd (9 pct.) end kvinder (5 pct.), der vælger at skrue op for styrketræningen op til årets sommerferie.