London er igen storbyfavorit
Berlin er stadig populær, men flere har dyrket London i årets første seks måneder.Danskerne har byttet Berlinmuren og Brandenburger Tor ud med Big Ben og London Eye.
I hvert fald topper den engelske hovedstad nu igen listen over storbyer, som danskerne oftest har booket hotel i gennem 1. halvår 2013.
Børnevenlige Berlin er dog stadig yderst velbesøgt, og Paris og New York er heller ikke sådan til at vippe af pinden, når det handler om danskernes storbyfavoritter. Det viser Hotels.com’s helt nye Hotel Price IndexTM (HPI®).
London har i mange år været danskernes absolutte favorit, når vi skulle nyde en storbyferie i udlandet. Men siden tog Berlin over, og vi begyndte i stor stil at valfarte til den tyske hovedstad med de mangfoldige historiske oplevelser, etniske restauranter og urbane områder.
Det gør vi stadig! Men London har nu, endnu engang, indtaget pladsen som danskernes favoritdestination nummer ét, når ferien eller den forlængede weekend skal tilbringes med storbyshopping, cafébesøg og sightseeing.
Det viser Hotels.com’s seneste Hotel Price IndexTM (HPI®), som er baseret på bookingdata fra mere end 150.000 hoteller i hele verden.
Mindre Berlin, mere Hamborg
Selvom Berlin igen er blevet overhalet af London på listen over de 20 storbyfavoritter, så betyder det ikke nødvendigvis, at Tyskland er blevet mindre populær. Mens Berlin er rykket lidt ned på listen, er Hamborg gået fra en 7. til en 6. plads.
”London er og bliver en darling, når danskerne skal nyde en storbyferie i udlandet – og det året rundt. Men Berlin har i de seneste par år haft status som en by, man bare skulle opleve, og samtidig fik London et større løft i 2012 pga. OL, hvilket kan have haft betydning for nogle danskeres lyst til at besøge byen,” forklarer Yvonne Bonanati fra Hotels.com.