Vi er VILDE med Berlin
Danskerne er vilde med børnevenlige Berlin.Berlin er måske ikke nogen smuk by. Men den har så meget andet at tilbyde. Blandt andet er den børnevenlig, fyldt med legepladser - og ligger dejligt tæt på, hvis man vil af sted med poderne.
Berlin er da også den by, som flest danskere har besøgt i 1. halvår 2012.
Det viser Hotels.com’s seneste Hotel Price Index (HPI®), som er baseret på bookingdata fra mere end 140.000 hoteller i hele verden.
Den korte tur over den dansk-tyske grænse til den urbane tyske hovedstad med de mangfoldige historiske oplevelser, etniske restauranter og shopping i verdensklasse lokker således rigtig mange danskere.
Berlin har dermed vippet London af pinden som danskernes yndlingsstorby i 1. halvår 2012, mens Paris er rykket op på listen.
Tyskland lokker ikke kun med grænsehandel
Det er dog ikke kun Berlin, der lokker danskerne over grænsen.
Hamborg, som for mange danskere blot er en kort køretur væk, indtager nemlig en syvendeplads på listen over storbyer, som danskerne har besøgt mest i 1. halvår 2012.
”De tyske byer har både meget historie, kultur og shopping at byde på. Og priserne i Tyskland er stadig rigtig gode for danskerne – også når det ikke handler om grænsehandel. Så det er både nemt og giver god værdi for pengene for danskerne at tage på sviptur til Berlin eller Hamborg,” mener Yvonne Bonanati fra Hotels.com.
Gamle favoritter og nye darlings
London indtager dog fortsat en fornem andenplads på listen over storbyfavoritter, som danskerne valfarter til. Mens den amerikanske metropol New York, der ellers tidligere har ligget på tredjepladsen, er røget ned ad listen til fordel for romantiske Paris.
Samtidig ligger Prag ikke længere så lunt i svinget blandt danskerne. I stedet er den kulørte ørkenby Las Vegas blevet en mere besøgt destination.