Far, mor og børn
Moar, hvor er du?På et tidspunkt mellem sidste onsdag og den 17. december bliver Emma og jeg forældre. Mødre, altså. Mor og mor. Men det kan man jo ikke kende forskel på. Det stakkels barn bliver snotforvirret. ”Moar,” råber hun. ”Ja?” svarer vi begge to. Så hvordan skal man skelne?
Egentlig synes jeg ikke principielt set, at der var noget i vejen for at hedde ”far”. Sådan for at demonstrere at far-rollen ikke har noget med kønnet at gøre, men med forælderens rolle i forhold til barnet. Men det ville på den anden side føles ret forkert, eftersom jeg bare ikke er en mand og heller ikke har noget ønske om at være det.
Så er det muligheden for at jeg bliver kaldt ”mama”. Men der vil jeg så hurtigt lige indskyde, at det virkelig ikke er en mulighed! Mama. Gud fri mig vel. Det kommer altså aldrig til at virke. Det ville også straks stemple vores familie og mig selv især som noget meget underligt og helt uden for normen. Jeg ville blive en sær tantelignende størrelse, og folk ville nok se mig som en ret sekundær forælder.
Jeg har hørt om nogle familier (i USA, naturligvis, hvor ellers skulle man finde på sådan nogle tossede ting) hvor medmoderen rent faktisk bliver kaldt ”medmor”, eller ”co-mom” i den amerikanske tunge. Men det er heller ikke aktuelt i vores situation, primært fordi jeg nok bare ville gå min vej. Igen ville det nemlig stemple mig som en afgjort sekundær forælder, og det har jeg ikke lyst til at være.
Så derfor er vi langt om længe kommet frem til at vi skal hedde ”mor Emma” og ”mor Tenna”. Så må der være lige vilkår for alle. Og lige så snart fruen min er færdig med at amme, vil der ikke være nogen forskel på hvad vi kan og gør. Det der med ligestilling i forhold til barnet er nemlig noget vi synes er ret vigtigt. Jeg er sikker på at det også er meget vigtigt for de fleste andre, men det er som regel ikke noget man kan se på den aktuelle situation. Nå, ligestilling forældrene imellem kunne godt være noget af det der blev en længere udgydelse, så jeg holder tast nu.
Mor Tenna. Gad vide hvad det bliver forkortet til? Jeg har bemærket, at børn synes at have en overdreven forkærlighed for at forkorte ord. Som det kære barn (ikke et som jeg er beslægtet med, heldigvis) der havde omdøbt raketter til paretter, hvilket altså i en tre-årigs mund lyder utroligt meget som patter. Nytårsaften: ”Mor, må jeg prøve at holde en af patterne?” Yes. Smukt. Jeg tror dog ikke at der er nogen fare ved hverken mor Tenna eller mor Emma. Det bliver sikkert bare til Menna og Memma. Det er da uskadeligt, ikke?
