Hvad mutter gør...
Når mor tager magten, og far tager flugten Nogle gange virker det som om der kun findes tre slags fædre: Dem der er med, dem der ikke er med og dem der er alenefædre. Jeg tæller i denne sammenhæng ikke de mænd med som ikke vil have noget med barn/familie/bleer/spædbarnsgråd at gøre. De er ikke fædre. 
Den første gruppe er dem, kvinderne helst vil have. Man kan trygt overlade barnet til ham, for han har lige så meget forstand på det som mor har. Faktisk er det slet ikke et spørgsmål om at overlade barnet til ham, for det indikerer at han blot skal passe det. Og man passer jo ikke sit eget barn.
Alenefædrene er der ikke så mange af. Men der kommer flere og flere, og de klarer det jo godt.
Den interessante gruppe i denne sammenhæng er de fædre som ikke er med. Det er de fædre, som er nervøse ved at håndtere et spædbarn, som ikke helt hundrede procent fik styr på hvordan man effektivt placerer en ble det rigtige sted, som altid vælger gule strømper til blå sparkedragt fordi de er Brøndby-fans, selvom gul og blå bare er så rædselsfuldt sammen, at mor må skamme sig i legestuen.
Jeg læste på et tidspunkt en besked fra en udmattet mor på et debatforum om hendes muligheder for at dyrke sin fritidsinteresse. Hun fandt det helt umuligt at komme af sted, fordi hun jo ikke kunne gå ud af døren uden først at skulle forklare farmand hvor og hvornår og hvordan og hvorfor. Nu kan det selvfølgelig sagtens tænkes at netop hendes mand var en af dem som ikke i virkeligheden er fædre. Men hun kan også sagtens være en af de mange mødre som ikke vil give far lov.
Det starter allerede på sygehuset. Far skal tage hjem (de fleste steder), og mor får undervisning i korrekt badning og bleskift. Når hun kommer hjem er hun ekspert, og far kan ikke finde ud af det, for han har aldrig prøvet det før. Og mor er så vant til at være tæt knyttet til sit barn gennem de sidste 40 uger, så hun giver ikke slip. Hun vil kun det bedste for sit barn, og det betyder at far ikke kan stå og fumle så længe med den ble, når nu hun kan gøre det på to sekunder. Så han bliver skubbet ud på et sidespor, og der bliver han ofte. Hans kone/kæreste indgår i en tæt symbiose med barnet, og han står udenfor.
Det store spørgsmål er så, om far bare ikke har generne til at være primær forælder på linje med mor. Er det genetisk bestemt, at far ikke indgår i symbiosen? Er det sådan en kvindeting? Eller er det bare fordi mor skal give slip og lade far være ekspert i bleskift?
Jeg kender ikke svaret, og eftersom vi ikke har en far i vores lille næsten-familie kommer jeg heller ikke til at kunne svare på det. Ja, jeg skriver næsten-familie, fordi det lille pigebarn, som ifølge terminen skal komme ud i dag, stadig ikke viser tegn på at have lyst til at forlade den trygge mave. Endnu en ting vi må arbejde på at lære det kære barn når hun kommer ud: Punktlighed.
