|
Dette indlæg er blevet redigeret 1 gang efter første opslag!
[28-12-2008 18:31]
Svar til hovedtråd:
Ærligt talt så er jeg en af dem der skal lave bevidste handlinger for at give slip på mit barn....
Alt i mig skriger bare at det er forkert at give mit barn fra mig når det græder feks. Eller generelt bare at forlade mit barn.... også selvom det sover og jeg sandsynligvis når hjem flere timer inden det vågner...
Men slf gør jeg det.... Primært fordi der der skrevet stolpe op og stolpe ned om de stakkels fædre som de onde krage mødre har kørt ud på et sidespor og sat sig selv i stilling som primær.... Men slf også fordi jeg ved jeg skyder mig selv i foden hvis jeg ikke hiver daddy indover af og til, for på et tidspunkt kan jeg ikke slæbe hele byrden mere.... Og det er langt sværere at få kørt far ind over igen hvis han først er kørt ud på sidesporet...
For mig er det bare noget helt særligt at have båret et barn i maven.... Jeg kender det lille barn og føler dets signaler langt inden i.... Hvor i mod min mand fra dag et har overhørt gråd om natten og sovet fra det...(bare et eksempel)
Jeg er træt af at høre om ligestilling, og far skal have lov. Ikke desto mindre er den trængt ind og han får lov, og får også et skub når han selv lader sig glide lidt ud på et sidespor fordi han mener jeg kender barnet bedre.... Men jeg mener stadig der er et helt særligt bånd den første tid, mellem et spædbarn og den kvinde der har båret det i maven.... Også selvom det efterhånden er forbudt at mene det.
---
Datter 20.03.2003 
Datter 22.10.2008
|
men vi dør jo hvis vi ikke få et break bare engang imellem. 
HØRT! HØRT! 
