Plukveer / Plukkeveer
Plukveer er svage sammentrækninger i livmoderen, som de fleste gravide oplever især i den sidste del af graviditeten.Du kan ikke styre, hvornår din livmoder trækker sig sammen, og hvornår den slapper af. Mange gravide oplever svage sammentrækninger i livmoderen under graviditeten. Det er disse sammentrækninger i livmoderen, som også kaldes plukveer eller plukkeveer.
Plukveer er på sin vis ”falske veer”, hvis formål er at træne din livmoder forud for de egentlige veer under fødslen. Det er derfor helt naturligt at have plukveer, og de fleste gravide oplever det i løbet af graviditeten.
Førstegangsfødende oplever normalt plukveer i de sidste to måneder af graviditeten, mens nogle kvinder, som har født før kan opleve plukveer endnu tidligere.
Plukveer optræder uregelmæssigt og gør ikke ondt. Normalt er hvile den bedste behandling for at få plukveerne til at forsvinde. Den største risiko ved plukveerne er, at de kan være med til at fremskynde fødslen og dermed i værste fald medføre en for tidlig fødsel.
Selv Kronprinsesse Mary havde plukveer
Hvis du har problemer med plukveer, er det måske en lille trøst at alle - selv kongelige – kan få plukveer. Eksempelvis blev Kronprinsesse Mary indlagt med ”sammentrækninger i livmoderen”, dvs. plukveer, 6 uger før termin under hendes første graviditet i 2005.
Du kan læse den officielle pressemeddelelse om Mary’s plukveer her.
Husk at kontakte din læge eller jordemoder øjeblikkeligt, hvis du har spørgsmål til dit helbred under graviditeten, og herunder spørgsmål om dine plukveer