Små børn og åndelighed
Min venindes dreng var kun 5 år, da han en dag stod i køkkenet og sagde "mor! nu har jeg endelig vænnet mig til at være her på jorden". Både min veninde og jeg, tabte næsten kaffekopperne.
Først sagde vi ingenting, der var faktisk helt stille. Så blev jeg alligevel så nysgerrig, at jeg spurgte hvad han mente med det. "Jo" sagde han "Dengang, jeg var oppe hos gud, og jeg så ind i spejlet, hvor jeg skulle hen, ville jeg slet ikke herned, men nu har jeg vænnet mig til det, så nu er det ok".
Min veninde og jeg kiggede på hinanden, der stod hendes lille 5 årige søde dreng og snakkede om så store ting, som gud og sin egen samtale med ham, om livet på jorden. Idag ærger jeg mig over, at jeg lod den ligge der, jeg ville gerne have spurgt ind til det, men sagde istedet for "Ja, men det er da fint, du har vænnet dig til det nu.". Idag undrer jeg mig over, hvor han fik det fra, men han kan ikke huske, at han overhovedet har sagt det.
Det var dog ikke første gang, jeg er blevet forundret over børns åndelighed.
Mine egne piger har også sagt store sætninger, som den dejlige morgen, hvor Caroline og jeg var på vej til børnehaven, himlen var malet i de smukkeste farver og idet vi var på vej over gaden, bredte Caroline sine små arme ud og sagde "de farver på himlen, dem har jeg malet!". Igen undlod jeg, at bruge muligheden for, at fordybe mig i emnet, men sagde bare til hende "hvor er de flotte, det har du nu gjort godt".
Kirstine gav mig ligeledes et chok en dag, vi var på naturtur til stranden, hun var 3 år og begyndte pludselig, at løbe vildt hen mod kanten af en klippe, igennem et kæmpe brændælde bed, med mig vildt bekymret efter hende, imens jeg råbte stop, stop! Jeg var bange for, at hun ville falde ud over og de 8 meter ned fra klippen.
Med et stoppede hun brat op, som ramt af en mur, helt ude ved kanten. Hun bredte sine arme ud over havet, og sagde "Se mor, det her har jeg lavet".
Da jeg fortalte min veninde om det, fortalte hun, at hendes datter en morgen kom ned til morgenmad og sagde "Mor jeg ved godt, jeg ikke er ment til at blive lykkelig i dette liv". En sætning, som min veninde, var blevet noget skræmt af, hvorfor sagde hendes lille datter dog det.
Er det alle tilfældigheder? Vores ønske om at høre det? Eller findes der, et så åbent sind, i små børn, som endnu ikke er lukket helt i, til noget der er større og måske uforståeligt, for de fleste af os.
Hvis det er en mulighed, hvad betyder det så? Hvordan burde vi reagere på de sætninger, hvis overhovedet. Ingen af børnene, kan huske det idag og der er ikke siden kommet sætninger som dem de sagde dengang, men jeg kan ikke tro, at det kun er mig og min veninde, der har været udsat for dette?
Jeg vil derfor meget gerne høre fra andre, om de har haft sådanne oplevelser med børn?
